Sådan designer du udkastvinkler til brætspilsstykker

1. Hvilken trækvinkel faktisk styrer

Når formen åbner sig, skal plastdelen bevæge sig forbi ståloverfladerne, der har dannet den. En sidevæg, der er nøjagtig parallel med den bevægelse, kan gnide langs dens fulde dybde. Udkast skaber frigang, så snart delen begynder at bevæge sig. Det kan reducere træk, men det ændrer også geometrien af ​​det færdige stykke.

Dette gør udkast til en tre-vejs designbeslutning. Det skal tillade delen at frigive, bevare dimensioner, der betyder noget for at spille eller samle, og beholde den tilsigtede silhuet. Det acceptable resultat er ikke nødvendigvis den størst mulige tilspidsning. Det er den mindste forsvarlige geometri, der fungerer med hele formkonceptet og giver tilstrækkelig produktionsmargin.

Autodesk definerer trækretningen som den retning, en del skubbes ud i, og bruger den retning til at evaluere træk og underskæringer.^[1]Dets Fusion-udkastanalyseværktøj farvekorter derefter ansigter i forhold til den valgte retning, hvilket hjælper med at identificere utilstrækkelig udkast og sandsynlige underskæringer.^[2]Det vigtige er, at udkastet er retningsbestemt. Et ansigt har ikke et brugbart udkastresultat, før åbningsretningen er defineret.

2. Vælg trækretning, før du ændrer skulpturen

Start med at teste den enkleste retning, der lader formhalvdelene adskilles, mens du holder det vigtigste ansigt rent. For en konventionel bonde kan værktøjet åbne langs den lodrette midterlinje. En detaljeret miniature kan have brug for en skrå retning eller en mindre tydelig skillelinje for at frigøre arme, tøjfolder og udstyr. En kortholder kan drives af dens slot, mens en bakke normalt drives af dens dybeste vægge.

Den første retning er kun en kandidat. Roter modellen og sammenlign alternativer, før du tilføjer tilspidsning. En lille ændring i orienteringen kan reducere underskæringer på den ene side, mens de skaber dem på en anden. Den kan også flytte skillelinjen hen over et ansigt, et logo eller en spiller-touch-overflade.

Brug disse spørgsmål til at sammenligne kandidatvejledninger:

• Hvilken retning producerer færrest fangede funktioner?
• Hvor ville skillelinjen krydse den synlige silhuet?
• Hvilken formhalvdel skal beholde delen, når værktøjet åbner?
• Kan ejektorstifter nå stærke, ikke-kosmetiske områder?
• Ryder forsænkede logoer, slidser og monteringsdetaljer i samme retning?
• Ville en anden orientering forenkle formen, men gøre porten eller vidnelinjen mere synlig?

Tving ikke produktdesigneren til at designe hele formen. DeCAD forberedelsesvejledning til brætspilsbrikkeranbefaler at identificere den foretrukne trækretning og kosmetiske begrænsninger og derefter lade formingeniøren foreslå de resterende fremstillingsdetaljer under DFM.

3. Byg et overfladekort i stedet for at kontrollere én vinkel

Et enkelt grønt skærmbillede kan skjule de detaljer, der betyder noget. Gør udkastet til analysen til et overfladekort, der angiver, hvad hvert område gør, hvilken værktøjskomponent, der udgør det, og hvorfor dets udseende eller dimension har betydning. Dette opretter en revisionspost, der overlever senere CAD-ændringer.

Kortlæg små ansigter såvel som store vægge. Undersiden af ​​en hage, et smalt mellemrum mellem en figur og dens skjold eller returkanten under en kappe kan skabe en lokal underskæring, selv når det meste af modellen slipper rent. Et farveplot med lav opløsning kan gå glip af disse områder, så inspicér dem i produktionsskala.

4. Beslut hvilken kant der forbliver fast, når der tilføjes træk

Kladde ændrer størrelse. Hvis en væg tilspidser sig udad fra dens nederste kant, bliver toppen større. Hvis det tilspidser indad fra toppen, bliver bunden mindre. Anvendelse af den samme nominelle vinkel fra et andet neutralt plan producerer en anden del.

Inden du ændrer modellen, tag den dimension, der skal forblive fast:

• Basiskontakt:bevar fodaftrykket, der holder en bonde stående på brættet.
• Parringspasform:bevare den funktionelle ende af en pind, fatning, hængsel eller snapfunktion.
• Stacking interface:behold den styrende fælg eller sæde, der placerer en token på en anden.
• Artwork zone:holde nok brugbart område til et logo, nummer eller trykt ikon.
• Karakter silhuet:vælg en neutral placering, der ikke mærkbart fortykker et ansigt, hånd eller tilbehør.

Dette er udkastet til budget: hver tegnet væg bruger noget dimensionelt rum. Budgettet kan komme fra top, bund, skillelinje eller en anden neutral reference, men beslutningen skal være eksplicit. Hvis CAD blot siger "tilføj kladde", kan ingeniøren løse frigivelsen, mens han utilsigtet ændrer et produktkrav.

5. Anvend den samme logik forskelligt på tværs af spillebrikstyper

Bønder og brikker i skakstil

En roterende eller næsten roterende bonde foreslår normalt et centerlinjetræk, men dens stilk, krave og base kan have meget forskellige frigivelsesbetingelser. En tyk base kan holde på varmen og gribe om kernen, mens en smal stilk giver et lille område til udstødning. Taperen påvirker også den omrids, som spillerne genkender fra den anden side af bordet.

Hold det nederste kontaktplan fladt, tjek bundkanten fra den foreslåede skillelinje til foden, og se, hvor ejektorerne kan skubbe uden at efterlade en ustabil ring eller synligt mærke. Kingkesbrugerdefineret plastik bonde sideviser, hvorfor positur, proportion, farve og overfladebehandling skal overvejes med formgeometrien frem for efter den.

Miniaturer og karakterfigurer

Miniaturer er mindre tilgivende, fordi deres visuelle appel kommer fra skiftende konturer. Arme, hår, kapper, våben og udstyr kan overlappe hinanden, når de ses langs trækretningen. Udkast kan distribueres gennem disse former, så det er mindre synligt, men ægte hooked geometri har stadig brug for en anden løsning.

Døm ikke modellen kun i en skønhedsgengivelse. Brug silhuetvisninger fra åbningsretningen, snitbilleder gennem snævre mellemrum og et udkast til farvekort. Hvis en sidehandling overvejes, så sammenlign dens tilføjede værktøjskompleksitet med en lille positurændring eller opdeling af karakteren i separat støbte komponenter. Kingke lister samlinger, skaller og monteringstilbehør blandt de strukturer, der er gennemgået forsmå actionfigurer i plastik.

Poletter, fliser, bakker og holdere

Flade stykker kan se enkle ud, mens de skjuler lange indvendige vægge, stable læber eller dybe fordybninger. Tjek yder- og indervægge separat, fordi plastikken kan krympe væk fra en ståloverflade og over på en anden. Et trykt token har også brug for tilstrækkelig flad eller kontrolleret overflade til dekoration, efter at udkastet er påført.

For en holder eller bakke, gennemgå den dybeste væg fra dens åbning. Hvis designet inkluderer en sideslids, skal du ikke antage, at ekstra konus fikser det. Slottet kan skabe en tværgående funktion, der kræver en kernehandling eller en geometriændring.

6. Tekstur og dybe detaljer har brug for deres egen frigivelse

Tekstur er geometri, selv når den ikke er modelleret i produktets CAD. Dens toppe og dale kan øge modstanden, når delen glider forbi formen. Effekten afhænger af teksturdybde og konstruktion, harpiksen, væghøjden, støbeforhold og om plasten krymper mod eller væk fra stålet.

Standex Engraving Mold-Tech råder til at evaluere teksturdybden med træk og bemærker, at krympe- og krympeoverflader ikke opfører sig på samme måde. Det siger også, at slides og løftere skal evalueres ud fra deres egen handlingsretning.^[3]Dette er grunden til, at en generisk tekstur-til-vinkel-regel ikke bør kopieres ind i hver tegning.

Løs følgende punkter, før teksturen frigives til værktøj:

• De nøjagtige teksturerede ansigter og teksturreference.
• Den påtænkte teksturdybde eller godkendt prøvestandard.
• Trækretningen for hvert tekstureret ansigt.
• Områder, der krymper på kerner, stifter, slæder eller løftere.
• Zoner, hvor tekstur skal falme eller stoppe for at beskytte frigivelse.
• Kosmetiske grænser, hvor en hård teksturovergang ville være synlig.

Dybt graverede bogstaver fortjener samme opmærksomhed. Træk på sidevæggene af hævede eller forsænkede tegn kan ændre slagbredde og modåbninger. Godkend det faktiske formstøbte bogstav i den endelige størrelse i stedet for at stole på en forstørret CAD-visning.

7. Dybgang, skillelinjer, udkast og sidehandlinger er én beslutning

En del kan bestå en simpel kladdekontrol og stadig være svær at forme. Værktøjet skal også adskilles langs en bearbejdelig skilleflade, holde delen på den tilsigtede side, udlufte indespærret luft og sørge for nok udkastningsareal. KingkesPræcisionssprøjtestøbedesign servicebeskriver DFM, skilleflader, udluftning, udkast og glide- eller kernetrækstrukturer som forbundne dele af formopløsningen.

Skillelinjen kan dele den nødvendige tilspidsning mellem to formhalvdele. Flytning af det kan reducere den visuelle effekt af træk, men det kan også skabe en vidnelinje på tværs af et kosmetisk område. Ejektorplacering kan skubbe designeren mod en anden fastholdelsesstrategi. En sidehandling kan bevare en underskæring, men den introducerer en anden bevægelse, afspærringsflade og vedligeholdelsesovervejelser.

En kompleks del kan påvirke mere end sit eget hulrum. Vejledningen tilfamilieforme kontra separate formeforklarer, hvorfor vanskelige udstødninger eller sidehandlinger kan være en grund til at adskille en komponent fra ellers kompatible spillebrikker.

8. Hvad en nyttig udkastvinkel DFM-gennemgang skal vise

KingkesDFM analysetjenesteoplister træk, underskæringer, skilleflader, udkast og kernetræk blandt de emner, der er gennemgået før værktøj. For en brætspilskomponent skal rapporten være specifik nok til, at en designer kan se, hvad der vil ændre sig og hvorfor.

Spørg efter disse leverancer:

• Et skærmbillede af modellen med den analyserede trækretning tydeligt markeret.
• Et farveudkast med angivne analysetærskler.
• En separat liste over underbud og det foreslåede svar for hver enkelt.
• Den foreslåede skillelinje og overfladerne dannet af hver formhalvdel.
• Slide-, løfte-, indsættelses- eller kernetræk-retninger, hvor det er relevant.
• Datum eller neutral reference, der bruges, når dybgang ændrer en kritisk funktion.
• Kosmetiske områder, printzoner og restriktioner uden ejektor.
• Materiale- og teksturantagelserne bag anbefalingen.
• Før- og eftersektioner gennem enhver revideret base, pind, fatning eller dyb væg.

Et farvekort alene er ikke godkendelse. Autodesks arbejdsgang lader brugeren definere en analyseretning og vinkelområde, så indstillingerne skal ledsage skærmbilledet.^[2]Ellers kan en senere anmelder ikke fortælle, hvad farverne betød.

DFM-rapporten bør også mærke åbne beslutninger. Hvis harpikskvaliteten, teksturen eller det kosmetiske ansigt stadig er uafklaret, er udkastet til anbefaling betinget. Registrer denne tilstand i stedet for at omdanne en foreløbig check til en endelig udgivelse.

9. Undersøg støbte prøver for frigivelsesproblemer

En ren CAD-analyse erstatter ikke støbt bevis. Harpikskrympning, overfladetekstur, afkøling, retention og ejektorkontakt har alle indflydelse på, hvordan den rigtige del forlader værktøjet. Stratasys bemærker, at det ideelle udkast afhænger af formdybden og slutbrugsfunktionen, og at teksturerede funktioner kræver yderligere frigivelsesovervejelser.^[4]

Undersøg prøverne i den retning, som defekten fortæller dig at se. En træklinje, der løber langs åbningsretningen, peger på et andet problem end et flowmærke hen over overfladen. Brug den bredereguide til sprøjtestøbningsfejl til små spillebrikkerat adskille design-, skimmel- og procesårsager.

Sammenlign mærkede prøver fra hvert hulrum, ikke ét attraktivt stykke. Tjek det stående plan på en flad reference, test sammenkoblingsfunktioner med deres produktionsmodstykker, og fotografer ethvert frigivelsesmærke med dets hulrumsidentitet og delrevision. Hvis værktøjet ændres, behold den reviderede prøve knyttet til den reviderede CAD- og DFM-post.

10. En praktisk udgivelsessekvens

1. Godkend det visuelle koncept:lås karakteren, spilfunktionen og beskyttede overflader.
2. Forbered fremstillings-CAD:send en redigerbar solid- eller STEP-fil plus en tegning af kritiske dimensioner og udseendebegrænsninger.
3. Vælg retninger for kandidattræk:sammenligne underskæringer, skillelinjesynlighed og udkastningsadgang.
4. Opret udkastet til overfladekort:klassificere hovedtræk, glide, underskæring, teksturerede og dimensionskritiske flader.
5. Anvend udkast fra navngivne datums:vis før-og-efter sektioner, hvor pasform eller silhuet kan ændre sig.
6. Fuldfør formkonceptet:Bekræft adskillelse, fastholdelse, udkastning, porte, udluftninger og bevægelige handlinger sammen.
7. Låsemateriale og teksturantagelser:revidere udkastet, hvis disse input ændres.
8. Godkend støbte prøver:inspicer frigivelsesmærker, pasform, stabilitet, udseende og kavitetsvariation.

Denne sekvens forhindrer et almindeligt overdragelsesproblem: en produktdesigner godkender udseendet, en formdesigner ændrer det til frigivelse, og det færdige værktøj producerer en tredje version, som ingen sammenlignede med den oprindelige hensigt. Ingeniørmodellen skal være en aftalt bro mellem visuelt design og produktion.